Hvem er vi
Børnehuset Sønderled - Her skaber vi rammerne for et godt børneliv……
For at skabe de optimale vilkår for trivsel og udvikling, er det vigtigt at færdes i et trygt miljø, - lille som stor. Et miljø, hvor der er faste voksne, der kender barnet og hvor der altid er en voksen, der har tid til at tage imod, vinke farvel, lytte og trøste. Et miljø, hvor rammerne skabes af tydelige voksne og hvor de samme voksne skaber nærvær og omsorg for det enkelte barn og den enkelte familie.
Institutionslivet er en stor del af et barns liv. De tilbringer mange timer i hænderne på andre voksne, væk fra deres eget hjem og forældrene. Vuggestuen og børnehaven er derfor i dag et supplement til hjemmet. I Børnehuset Sønderled vil vi gerne kendes på, at vi er et hus med stor fokus på KRAP (kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende pædagogik).
Vi er i dagligdagen, fordelt på 4 stuer. En vuggestue med 12 børn og 3 børnehavestuer med op til 22 børn i aldersgruppen 3-6 år. Vi aldersopdeler ofte børnene i årgangsgrupper, hvor vi tilrettelægger læreplans relaterede aktiviteter, der understøtter det udviklingstrin, børnene er på. Vores kommende skolebørn, ældstebørns-gruppen, er samlet på en stue - Valmuerne, hvorimod de yngste og mellem børn i børnehaven, er integreret på de to øvrige stuer - Anemonerne og Kløverne. Vuggestuebørnene er samlet hos Spirene.
Det er et nyere tiltag i Børnehuset Sønderled, at Valmuerne består af børnehavens ældste børn som er på vej i skole. Vores mål ved at samle dem på en stue, er at arbejde med skoleparathed gennem leg og læring hvor aktiviteterne hver dag vil være målrettet de ældste. Dette giver mulighed for at børnene vil blive udfordret i konkrete opgaver omkring ansvar, opmærksomhed, koncentration, krav og selvstændighed, både når de er ude og når de er inde (se beskrivelse af ældste børn).
Vi ser børnene som individuelle unikke personligheder, der skal have mulighed for at lege, for herigennem at blive vidende, sociale og engagerede. Børnene skal i deres børnehavetid have skabt et godt fundament, for senere at kunne blive til hele mennesker, der skal kunne klare sig og agere i det samfund, som de er en del af. Derfor er vi i særlig grad opmærksomme på at arbejde med anerkendelse. For at vi kan skabe rammerne for et godt børneliv, er det i høj grad vigtigt, at vi som personale har diskuteret den pædagogiske tilgang, holdninger og værdier til samværet med børnene.
Værdierne og den pædagogiske tilgang er således både en overskrift samt en underlægningsmusik for den måde, vi møder børnene, forældrene og kollegaerne på.
I Børnehuset Sønderled arbejder vi med KRAP som vores pædagogiske tilgang. KRAP er en pædagogisk tilgang som er meget praksis nært og med det, for os rigtige menneskesyn. KRAP´s metoder og redskaber fungerer som stillads for vores faglighed og giver os mulighed, for at have et stort fokus på tidlig indsats og inklusion.
KRAP står for kognitiv, at sætte fokus på tænkning. Grundsynet er at alle er ligeværdige og at alle mestre at deltage, men med forskellige grundvilkår (se beskrivelse af KRAP).