Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Skilsmisse

Enhjørning

Skilsmissebørn i Børnehaven Sønderled

Hvert 3. barn i Danmark oplever inden sin 18 års fødselsdag, at forældrene går fra hinanden. Skilsmisser er blevet en almindelig del af vores samfund. Men for det enkelte barn vil bruddet mellem forældrene som regel være en stor omvæltning. Mange kommer godt videre – men det er vigtigt, at deres nærmeste voksne både ser og anerkender børnenes tanker og følelser omkring livet som delebarn og støtter op om børnenes behov.

Når skilsmissen rammer, tager vi i Sønderled udgangspunkt i, hvordan vi kan hjælpe og støtte Jeres barn – samt hjælpe Jer forældre med at tackle barnets situation.

Det kan være meget forskelligt, hvordan forældre reagerer i en skilsmisse. Vi tager ikke parti for den ene af forældrene, men tager udgangspunkt i, at barnet har to forældre. Vi har udarbejdet en skilsmissepjece, som nøje beskriver vores måde at arbejde på og hvilken hjælp vi kan tilbyde jer som familie midt i en skilsmisse.

Det vigtigste for os er, at barnet oplever tryghed i vores institutionen, da barnet vil føle utryghed ved, at familien er i opbrud og ikke fungerer, som barnet kender det. Børnehaven vil i en sådan situation være det kendte og trygge for barnet.

Vi har en pædagog der er uddannet børnegruppeleder i delebørn – hele børn, som har en særligt indsigt i hvad der er på spil for barnet og Jer som forældre når skilsmissen rammer.  Det er vigtigt, at der er rum til at tale med barnet om de følelser, som barnet har ved at I ikke længere er sammen. Barnet skal vide, at det kan betro sig, opleve omsorg og fortrolighed. Det er vigtigt for barnet, at der bliver sat ord på de følelser barnet rummer, ligesom barnet skal have hjælp til at fortælle det til de andre børn på stuen.

For et barn vil det altid være en livsomvæltning, når forældrene går fra hinanden. Det gælder uanset hvilken alder barnet har, og det gælder uanset hvordan Jeres samliv har været op til bruddet. Børn er loyale og elsker Jer begge. Det er naturligt at barnet ændrer adfærd i den første tid, og at barnet vil sørge over tabet af den intakte familie. Barnet har brug for, at få lov og være ked af det og blive bekræftet i, at det føles svært.

I vores skilsmisse pjece nedenunder, finder I rigtig meget god information og I er altid velkommen til at rette henvendelse til Jeres primærpædagog eller ledelsen.

Dokumenter

En pjece om skilsmisse

Shape Created with Sketch.