Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Søvn

Rullinger

Søvnpolitik

I Børnehuset Sønderled lægger vi stor vægt på børnenes søvn. Det lille barn har brug for søvn og er i bedre trivsel og udvikling, når det får den søvn, det har brug for. Det er under søvnen, at kroppen restituerer, vokser og hjernen bearbejder indtryk og lagrer ting fra dagen.

Faktisk er behovet for en ordentlig søvn lige så stort som behovet for mad. Anbefalingerne for børns søvnbehov pr døgn er som følgende:

  • ½ - 1 år : 14 - 15 timer
  • 1 - 3 år: 12 - 14 timer
  • 3 - 6 år: 10 - 12 timer

 

Vuggestuen:

Når børnene starter i vuggestuen skal de selv medbringe bamse/sutteklud og evt. sut. Børnene sover i krybber under overdækning og vi tilbyder krybbe, madras og dyne, pude og sengebetræk. Finder barnet større tryghed i at medbringe eget er dette selvfølgeligt helt ok. Fra september til maj skal børnene, altid have en ”soveovertøj” f.eks. trøje, sokker, handsker og en hat i kassen, som de kan få på når de skal sove.

Vi benytter babyalarmer, men vi kigger også til børnene ind i mellem.

Børn har brug for gode søvnrutiner eller god søvnhygiejne. I vuggestuen plejer vi den gode søvnhygiejne med børnene. Når vi gør klar til at putte, foregår det stille og roligt, så barnet hurtigt kan finde roen. Børnene sover i den samme krybbe hver dag. De har deres eget sengetøj og evt. en bamse eller sut. Det er med til at gøre dem trygge, så det er nemmere at falde i søvn. Det skal være rart og hyggeligt for alle børn i Sønderled, at få den søvn, de har brug for.

Får barnet ikke den nødvendige søvn, også om dagen, så kan det ødelægge søvnrutinerne om aftenen. På længere sigt kan det skade barnets udvikling og indlæring, at få for lidt søvn. Det vil sige, hvis barnet bliver vækket i daginstitutionen, og dermed ikke får den middagssøvn det har brug for, så er barnet stadig træt og uoplagt, og får ikke det samme ud af dagen. Der kommer flere konflikter, når man er træt, man kan ikke kapere ret meget. Det gør, at barnet er meget tidligere søvnig om aftenen. Faktisk kan det være, at barnet skal puttes kl. 17 for, at kunne sove.

 

Eksperterne mener, at et barn har et tidsrum på omkring en time, hvor det er træt og hurtigt kan falde i søvn. Men holder man barnet vågen ud over dette tidsrum, bliver de overtrætte og det er svært at få dem til at sove. Så hvis et barn, der reelt er træt kl. 17, ikke får lov til at sove før fx kl. 20, så kan det være meget svært, at få barnet til at sove, fordi det så er overtræt og har svært ved at falde til ro. Derfor, er det rigtig godt, at lade børnene sove det de kan til middag og dermed ikke vække dem. Så er det også nemmere at putte dem omkring kl. 19, hvor det vil passe bedre med det tidspunkt, hvor de er trætte.

Alle mennesker, også voksne, vågner 4-5 gange hver nat, så det er helt normalt. De fleste vender sig bare om og sover videre. De få der vågner rigtigt op og måske græder, skal man vise, at nu er det nat og vi skal sove. Man skal ikke snakke til dem bare putte dem ned under dynen igen og så gå.

 

Derfor har vi i Sønderled valgt, at vi ikke vækker børnene. Det giver gladere og mere friske børn både her i institutionen og hos forældrene. I takt med at børnene bliver ældre ændres også deres søvnbehov og der kan aftales en nedtrapningen af middagsluren. Det er meget vigtigt, at vi samarbejder om, at få skabt den bedste søvnrytme for barnet. Dermed danner vi også grundlag for den bedste udvikling for barnet. Som forældre skal I være opmærksomme på, at søvnrytmen også holdes i weekenderne.

 

Børnehaven:

Selvom man er startet i børnehave, kan man fortsat have brug for en middagslur.

Derfor vælger vi at anerkende børnenes behov for søvn. Dvs. at de børn, der har behov for en middagslur, har mulighed for det og vi tilstræber, at det sovende barn ikke bliver forstyrret i middagsluren, hvorfor vi som udgangspunkt ikke vækker børnene, de skal have lov til at sove til de vågner af sig selv. Børn der får lov til at sove middagslur til de vågner, er friske og veludhvilede, og sover også bedre om natten.

Vi lægger vægt på at skabe tryghed og ro i forbindelse børnenes søvn, for at de får den søvn de har brug for. Vi respekterer børnenes vaner med sutter og sovedyr m. m. Vi tilbyder en madras og dyne, pude og sengebetræk. Finder barnet større tryghed i at medbringe eget er dette selvfølgeligt helt ok.

Når vi har spist madpakker, går alle børnehavebørn, som regel på legepladsen og leger. De som skal sove puttes på egen stue imens.

I takt med at børnene bliver ældre ændres deres søvnbehov og der kan aftales en nedtrapning af middagsluren. Vi ønsker altid en dialog med jer forældre om jeres barns behov for søvn.

                           ”God søvn giver glade og kvikke børn” Vibeke Manniche